Pas på piratmæglere

Ønsker du en tryg bolighandel i Spanien, hvor du er sikker på, alt er i orden, så skal du vælge en autoriseret ejendomsmægler med lokalt kendskab. Ellers risikerer du at stå med ”håret i postkassen” og en smertelig økonomisk oplevelse.

Skal det siges kort:

”Gå efter en autoriseret ejendomsmægler når du køber bolig i Spanien”

I Danmark er det udelukkende danske statsautoriserede ejendomsmæglere og boligadvokater, som må formidle fast ejendom til de danske forbrugere. Dette gør sig gældende uanset om boligen ligger i Danmark eller i udlandet. Desværre er der mange danskere, der tror, at når de handler bolig med nogen, som taler dansk, så er alt i den skønneste orden. De tror, at det er ligegyldigt, om man er statsautoriseret eller ej. Her må vi desværre skuffe dem, for det er imidlertidig ulovligt at formidle boliger, hvis man ikke er statsautoriseret.

Vi kan desværre berette om tilfælde, hvor danskere har ”brændt fingrene”, fordi de har købt deres drømmebolig i Spanien hos en af de danske eller udenlandske pirat-mæglere, som også figurerer på markedet. Ved at handle bolig hos disse har køberne ingen sikkerhed for noget som helst. Disse formidlere har nemlig ikke den fornødne indsigt i den spanske lovgivning, hvorfor man som køber ikke får den fyldestgørende rådgivning omkring de juridiske og økonomiske konsekvenser af bolighandlen.

Spanien har i mange år været et eftertragtet land for køb af feriebolig eller helårsbolig. Da Spanien kom med i EU (EF) i 1986 var ejendomsmæglerbranchen hårdt reguleret. De der dengang måtte sælge ejendomme skulle være medlem af API, hvilket svarer til den danske statsautoriseret ejendomsmægler og for at blive medlem skal man have en spansk universitets uddannelse, samt have tegnet alle de lovpligtige forsikringer.

Efter EU´s åbning af grænserne blev det muligt for alle udlændinge at sælge ejendomme i Spanien ved blot at opstarte et S.L (anpartsselskab), hvor der i papirerne fremgår, at de sælger boliger. Denne form for firma er billigt at oprette og de fleste af disse virksomheder har hverken forsikringer eller uddannelsen til at sælge boliger. Og skulle det gå galt for virksomheden, så lukkes den blot ned for at starte nyt dagen efter. Samtidig har internettet givet disse firmaer gode muligheder, da man ved at oprette en flot hjemmeside kan fange potentielle købere, som sidder hjemme i Danmark og surfer efter drømmeboligen i Spanien. Ved ikke at kende forskellen på de seriøse mæglere og de ikke-seriøse, risikerer du at blive ”taget ved næsen” og miste din opsparing.

I den sydlige del af Costa Blanca arbejder der mellem 300 og 400 såkaldte ”mæglerfirmaer”, hvor kun 18 af disse er medlem af API og derved opfylder de krav, man egentlig stiller i Spanien til et seriøst mæglerfirma med forsikringerne i orden.
Der er desværre også danskere, som har startet et ”mæglerfirma” op i Spanien, hvorfor man ikke kan vide sig 100% sikker, selvom man snakker med en dansker. Vi vil helt klart opfordre danskerne til, at de foretager et ”tjek” af ejendomsmægleren inden de begynder boligjagten. Enten skal de være medlem af API eller også skal de være registreret ejendomsmægler i Danmark.

Advokat José María Barnils fra Forum Advokater i Roskilde, der har stort kendskab til den spanske lovgivning og handel med fast ejendom i Spanien udtaler:

API betyder ”Agente de la Propiedad Inmobiliaria” som faktisk betyder ”Ejendomsmægler”. Det er en titel som man for år siden gav til en ejendomsmægler. Den gang var man forpligtet til at tage en Universitetsuddannelse og bestå en eksamen før man kunne blive ejendomsmægler. Men det er ikke sådan længere (dvs, at man kan være ejendomsmægler uden titel, garanti og uddannelse i dag).
Det vil sige, at i det mindste har en ejendomsmægler som har titlen API, gennemgået en uddannelse, er sikkert lidt ældre (og derfor med erfaring), hvilket er et godt tegn.
Ejendomsmægleren kan også være medlem af FIABCI, som er en international privat forening af ejendomsmægler. Hvem som helst kunne tilmelde sig, men vi mener, at det også er et godt tegn, da foreningen ikke vil have medlemmer med dårligt renomme. Dvs, at det er en vis kontrol over ejendomsmæglerens aktiviteter

Man må kun betegne sig som dansk ejendomsmægler, hvis man opfylder kravene hertil og er registreret hos Erhvervsstyrelsen. Dette kan man tjekke via Erhvervs- og selskabsstyrelsen, som har et register over de dansk statsautoriseret ejendomsmæglere. Blot du har navnet på den ”ejendomsmægler” du snakker med, så kan du hurtigt tjekke om han er uddannet mægler efter den danske lovgivning.

Gå ind på følgende link og følg deres vejledning nedenfor for at tjekke.
https://datacvr.virk.dk/data/